Når angsten får magten.

Angstanfald må være noget en vis mand har skabt. Det er heldigvis ufarligt, men virkelig ubehageligt!

Jeg har aldrig tidligere forstået, hvad der skete inde i hovedet på folk, der fik angstanfald. Det ved jeg så nu. Desværre!

Jeg kan stadig huske, første gang jeg fik et angstanfald. Det var inde i et supermarked. Jeg var inde for at handle og pludselig begyndte mit hjerte at køre alt for hurtigt. Jeg mødte en tidligere forældre, og måtte kæmpe for at hilse pænt. Jeg holdt krampagtigt fast om indkøbsvognen og begyndte at kigge efter et sted, hvor jeg kunne lægge mig ned, da jeg var helt sikker på, at jeg ville besvime om et meget kort øjeblik. Det skete heldigvis ikke. Jeg kunne hverken tænke eller tale. Jeg svedte og tænkte kun på, hvordan jeg kunne komme ud i en fart. Det endte med, at jeg forlod min indkøbsvogn og nærmest flygtede ud i bilen.

Det er endnu ikke lykkedes mig at finde ud af, hvad der udløser disse lede anfald. Men det er vel unødvendigt at sige, at de, lige som regninger, altid kommer ubelejligt!

Der er steder og situationer jeg bevidst undgår, da jeg af erfaring ved, at det sansynligvis udløser angstanfald. Og hvem banker med vilje hovedet ind i en væg? Jeg gør ikke.

Alle steder med mange mennesker, kan for mig være potentielle udløsere af angst-anfald. Derfor undgår jeg helst steder med mange mennesker. Jeg trækker altid vejret dybt, inden jeg går ind steder hvor der er mange mennesker. En underviser sagde en gang til mig, at jeg bare skulle tage det roligt, når jeg kunne mærke et anfald kom buldrende. Det er altså lettere sagt end gjort. Jeg forsøger at tale beroligende til mig selv. Sige det nok skal gå, at det kun er inde i mit hoved det her foregår, men det lykkes altså ikke altid. Febrilsk prøver jeg at tørre mine svedige hænder af i bukserne, få styr på mit åndedræt, leder efter et sted hvor jeg kan ligge, hvis jeg virkelig skulle besvime. Nogle gange finder jeg et “ensomt” sted, fx inde i en butik, hvor der ikke er andre. Der bliver jeg så stående indtil jeg har styr på mig selv igen. Det er ikke altid det sker. Hvis jeg på et tidspunkt må opgive, må jeg bare ud i en fart. Hvis jeg går hjemme og kan mærke at “det er en af de dage” og jeg bare skal have købt ind, sender jeg en sms til min mand, så køber han ind, på vej hjem fra arbejde. Jeg ved ikke, om jeg er en kryster fordi jeg helst undgår de situationer? Men der hvor jeg er i mit liv lige nu, er det ok for mig at være en kryster. Jeg må vælge mig mine kampe. Tænker i bund og grund at jeg har nok at kæmpe med og magter ikke for mange situationer hvor jeg er ude af kontrol.

Nogle vil påstå, at jeg så lader angsten få magten! og det gør jeg jo også. Men det må jeg leve med, indtil jeg orker at tage kampen op. Lige nu har jeg andre og vigtigere kampe at kæmpe!

Når ens hukommelse er som en si…

Vi kender det allesammen. Når man glemmer noget. Nogle kender det bedre end andre. Der er selvfølgelig forskel på hvor god menneskers hukommelse er, lige som der er forskel på, hvor hurtigt man kan løbe, hvor høj man bliver osv.

Jeg tænker ikke min hukommelse er hverken værre eller bedre en andres. Det vil sige “var”…. Før jeg blev syg. Med børn, arbejde, firma,  en skiftende mængde af dyr og alt hvad der er at rende til i hverdagen, er det klart at man bliver udfordret på hukommelsen. Sådan er det jo for alle.

Når man går med en langvarig ubehandlet stress-sygdom, som jeg jo gjorde, kan ens hjerne tage skade. Man kan få organiske skader i hjernen. Det vil sige, at vævet i hjernen tager varigt skade. Ikke bare at man er glemsom i en periode, men at man husker dårligt altid. Jeg skal ikke gøre mig klog på, om det kan trænes, men min psykiater forklarede mig, at det er kronisk, på samme måde som når amputerede fingre ikke vokser ud igen. Når man, som jeg, har en del at holde styr på, giver det visse udfordringer. Jeg tror ikke, folk ved, hvor svært det er, at få sin hverdag til at fungere, når ens hukommelse er en si! Eller hvor ubehageligt det kan være. Det kan faktisk være angstprovokerende. I hvert fald er det det, ind i mellem for mig.

Når jeg går alene og tuller med noget, så husker jeg bedre, end når der er folk omkring mig, eller hvis jeg fx er presset på tid. Hvis jeg går derhjemme og er i gang med noget, bliver jeg let afledt. Men det gør ikke så meget. Ting tager lang tid for mig. Det gør heller ikke så meget, for jeg har jo tid. Men jeg får ofte begyndt på noget, som jeg så ikke får gjort færdigt, fordi jeg bliver afledt og så mister overblikket. Og det er ret frustrerende. Et eksempel:

Jeg skal rydde op i køkkenet. På en stol hænger en trøje der skal til vask. Den går jeg ud til vasketøjet med. Hold da op, kurven er fuld. Jeg må hellere sætte en vask over. Det gør jeg så. Ude i bryggerset ser jeg en urtepotte. Den skal ned i garagen. På nuværende tidspunkt, har jeg glemt alt om, at jeg faktisk er ved at rydde op i køkkenet. Nede i garagen sætter jeg urtepotten fra mig, fordi der er væltet en rive, jeg er ved at falde over. Da jeg sætter den på plads, ser jeg hønsene ud gennem vinduet i garagen. Så må jeg da lige ud og se, om der er kommet æg. Jeg har i mellemtiden glemt, at jeg stillede urtepotten fra mig, for at samle riven op. Sådan tager den ene ting den anden. Jeg bliver aldrig færdig med noget, føler jeg suser rundt som en flue i en flaske. Jeg har været i gang i lang tid, men ikke fået udrettet noget.

Hvis jeg bliver presset, og der skal ikke meget til, så bliver min hukommelse endnu dårligere. Der er perioder, hvor jeg ikke ved, hvad jeg er ved at lave til aftensmad. Et eksempel: jeg er ved at lave pasta med kødsauce. Jeg skal hente hvidløg i køleskabet og går hen og åbner køleskabet. Jeg har glemt, hvad det var jeg skulle hente. Tilbage til gryden. Kigge ned i den… Nåh ja, hvidløg. På vej tilbage til køleskabet kommer en af ungerne ind af døren og siger Hej. Jeg siger Hej igen og kigger ind i køleskabet. Jeg har atter glemt hvad det er, jeg skal hente. Tilbage til gryden og nu har jeg så glemt, hvad jeg er ved at lave. På nuværende tidspunkt føler jeg mig simpelthen så dum, at jeg er lige ved at tude. Hvis ikke der er nogen i køkkenet, der kan fortælle mig, hvad jeg er i gang med at lave, må jeg kigge rundt for at se, om der er hjælp at hente, ved at se på de ting, der står på køkkenbordet. Der står en dåse flåede tomater, en pakke pasta og hakket oksekød. Så er jeg tilbage på sporet igen. Pasta med kødsauce! Jeg kigger ned i gryden, for at se hvor langt jeg er nået… Der er kun løg der er ved at blive brunet. Ahhh hvidløg…. Så går jeg igen hen til køleskabet, og for ikke at glemme det siger jeg højt til mig selv: hvidløg, hvidløg, hvidløg…. Jamen er der da noget at sige til, at ting tager tid? Eller at jeg bliver hurtigt træt? Og nej! Vi spiser sjældent kl 18!

Jeg har også flere gange været ude for, at jeg har været ude at køre bil og pludselig ved jeg ikke, hvor jeg er på vej hen. Det er altså slet ikke sjovt, især ikke hvis man nærmer sig et kryds og skal tage stilling til hvilken vej man skal. Så må jeg holde ind til siden og komme i tanke om, hvor jeg er på vej hen. Jeg kigger fx i min kalender i mobilen, der skriver jeg alt op. Ahhh jeg har en tid hos lægen! Ja, det var det jeg skulle. Så kan jeg køre videre. Hvis jeg har ungerne med, vil jeg ikke sige, at jeg ikke ved, hvor jeg er på vej hen. Så kører jeg videre, indtil jeg kommer i tanke om det, og de lægger som regel ikke mærke til, hvis vi kører en omvej.

Når jeg taler med folk om det at have dårlig hukommelse, siger mange, at sådan har vi det jo allesammen. Og det er sandt. Men i forskellig grad vil jeg gerne pointere! Mit er i hvert fald blevet MEGET værre efter min PTSD.

Jeg har, blandt andet sammen med en ergo-terapeut, udviklet nogle systemer så jeg bedre kan huske.

Jeg har fået en stor tavle i mit køkken. Den hjælper mig virkelig meget. Der skriver hver person i husstanden, hvad de skal i løbet af ugen. Og i og med den hænger i køkkenet, ser jeg det mange gange om dagen. Så husker jeg det bedre. Min mand skriver også sine mødetider, så slipper han  for, at få flere sms’er, hvor jeg spørger hvornår han mon har fri.

Jeg skriver alle aftaler ned i min mobilkalender med alarm, ellers glemmer jeg dem. Og så bliver jeg stadig bedre til at bede om hjælp, men på den konto, er der vist stadig plads til forbedring.

Jeg har altid en indkøbsseddel på min mobil, så jeg kan skrive det ned, når jeg kommer i tanke om, hvad jeg skal købe. Når jeg så er afsted på indkøb, har jeg altid “sedlen” med. Før jeg begyndte på det, havde jeg en seddel, og ja, den lå jo som regel på køkkenbordet, når jeg stod i supermarkedet og skulle bruge den. Så var jeg nødt til at køre hjem igen, fordi jeg ikke havde nogen som helst ide om, hvad jeg skulle købe. Ja, ting tager tid.

Når jeg så går rundt med min mobil-liste, bruger jeg en masse energi på at holde fokus på, hvad det er jeg leder efter. Nede i netto kan jeg jo ikke gå og sige: hvidløg, hvidløg, hvidløg… Så jeg må sige det inde i mit hovede, ellers glemmer jeg det. Og ser jeg så lige et eller andet interessant på en hylde, ja så glemmer jeg jo alt om, hvad det rent faktisk var jeg skulle have. Det sker jo også tit, at jeg møder en jeg kender. Og vedkommende kan jo ikke se, at jeg går og siger: sulfo, sulfo, sulfo… Så de siger hej. Og så ved jeg igen ikke, hvad jeg skal købe. Men sig bare hej til mig alligevel, for jeg har det jo stående på mobilen!

Der er jo heldigvis også sjove episoder, ved ikke at bruge sien. Fx har mine unger fået flere is. Hvis de spørger, om de må få en is og jeg siger nej, så siger de: jamen du sagde, vi måtte få en når vi havde spist…? Nåh for katten, sagde jeg virkelig det? Jamen så må I selvfølgelig det. De skal jo ikke lide mere end højest nødvendigt over, at deres mor har fis i bøtten. Ind i mellem har de så indrømmet at det slet ikke passer… Men jeg kan jo ikke huske, hvad jeg har sagt og ikke sagt…

Når man som jeg er lærer, er der ikke så mange frynsegoder at hente… En af de gode er dog, at man kan hjælpe sine poder med at lave lektier. Det kræver dog bare at man kan huske….

Når jeg skal læse, bruger jeg voldsom meget energi. Min koncentrationsspændvidde er ca 20 minutter. Det vil sige, at når jeg har koncentreret mig om noget i 20 minutter, så er jeg træt. Træt som i helt færdig! Alt med bogstaver og tal er meget trættende. Jeg kan læse en tekst og bagefter kan jeg ikke huske, hvad jeg har læst. Det gør det en anelse svært, at hjælpe ungerne med lektierne. Jeg kan godt læse deres opgaver igennem og rette stavefejl, hvis ikke de er ret lange, men jeg kan ikke kommentere på indholdet, for jeg har glemt det, kort efter jeg har læst det. Breve med lange tekster hjælper min mand mig med at forstå.

Når så min sagsbehandler gennem hele dette forløb, spørger mig om, hvilken uddannelse jeg kunne tænke mig at få, tjah så ved jeg ikke helt om jeg skal grine eller græde? Har trunten slet ikke hørt efter? Har hun ikke forstået at jeg ikke kan læse? Eller det kan jeg jo godt, men jeg kan ikke huske det jeg læser. Det vil være som at kaste perle efter svin, at betale en uddannelse til mig. For slet ikke at tænke på, hvordan jeg skulle sidde på en stol og koncentrere mig i timevis. Men jeg kunne jo komme 20 minutter hver dag og så gå hjem og ikke vide hvad der er sket? Jeg ser helst ikke mine skattekroner blive brugt på noget så tåbeligt.

Ingen er forpligtet ud over deres evner! ( og det gælder både for mig og trunten nede på jobcenteret!) Det trøster mig tit.

Jeg ved ikke om ovenstående kan give et billede af, hvordan det kan være, at have en dårlig hukommelse. Nu har jeg forsøgt at beskrive det så godt jeg kan. Andre har helt sikkert andre oplevelser og udfordringer.

Jeg vil gerne her benytte lejligheden til, at takke de folk i mit netværk, der hjælper mig. Forældre i mine børns skoler, der minder mig om forældremøder, ubetalte klassekasser og ting jeg skulle have givet besked om. Tak til mine veninder, der skriver til mig og minder mig om, at vi har en aftale senere på dagen osv.

En særlig stor tak til mine børn og mand, der minder mig om tusindevis af ting hver eneste dag.

Selvom jeg ved det er svært at se for jer, så gør jeg faktisk mit bedste!

 

 

 

 

 

Om at erfare at ventelister kan tage modet fra enhver.

Jeg havde været ved læge og fået en henvisning til arbejdsmedicinsk klinik, da jeg syntes mit arbejdsliv havde budt på mange udfordringer.  Senest havde jeg haft en oplevelse med en elev der var blevet rigtig, rigtig vred og desværre havde haft en økse. Det var ikke endt godt, bare for at sige det lidt kort.

De seneste ca 10 år havde jeg arbejdet på specialskoler, med børn der var udadreagerende, hvilket kort fortalt betyder, at når de bliver sure, kede af det eller på anden vis frustrerede, så kunne de finde på at slå, sparke, kaste med stole, tage kvælertag osv. Først havde jeg været på en kommunal heldagsskole i 5 år, herefter på en amtsskole, der jo så blev kommunal, da amterne blev nedlagt.

Jeg kan slet ikke tælle de gange jeg er blevet truet, råbt grimme ord af, skubbet, slået, spyttet på og hvad man ellers bliver udsat for i den danske skole. Og det værste af det hele var nok, at det var blevet hverdag. Det var en del af jobbet. Vi havde supervision som en del af arbejdet, og jeg synes, vi brugte det godt. Der var altid nok at tage fat på. Ud over det, havde jeg nogle fantastiske kolleger. De var dygtige, kompetente og vi var alle glade for vores arbejde. Vi var gode til at tage hånd om hinanden og jeg følte mig tryg ved at tale med dem om alting, også om de tunge arbejdsmæssige ting vi tumlede med.

Trods det kunne jeg godt mærke, at mit arbejdsliv havde været hårdt ved mig. Især den sidste episode med øksen, som klart også havde været den værste!

Heldigvis var der ikke lang ventetid på arbejdsmedicinsk klinik. Hurtigt dumpede et brev med en tid ned i min postkasse og jeg tog afsted med den forventning, at de kunne gennemskue om jeg bare var inde i en dårlig periode efter det overfald eller om det måske var mit arbejde, der havde været hårdere ved mig, end jeg selv troede. “When the going gets tough, the tough get going” som vi sagde på arbejdet, når en elev flegnede. At være på arbejde kunne af og til mere sammenlignes med at være ansat ved politiet end at være lærer. Bare uden de samme hjælpemidler som peberspray, stav, tjenestevåben osv. Vi havde kun vores pædagogiske værktøjskasse at gribe ned i og den blev flittigt brugt.

Det første besøg på OUH tog næsten 3 timer. Jeg skulle berette om mit arbejdsliv, om konflikter, om arbejdsopgaver, om kolleger og om ledelsen. Mit hovede snurrede helt rundt. Jeg fik nogle spørgeskemaet med hjem, der skulle udfyldes og afleveres næste gang. Jeg var træt og svimmel og burde nok ikke have kørt hjem.

Næste konsultation var af samme kaliber. Jeg skulle som “hjemmeopgave” , komme i tanke om så mange voldsomme episoder, jeg havde været udsat for som muligt. Og det viste sig at være en del. Ca 15 større overfald, hvor jeg rent faktisk havde følt mig meget truet, og hvor jeg var blevet slået, skubbet, råbt af og truet med at blive slået ihjel. Ofte havde jeg været alene i de situationer. Især de gange hvor eleven også havde truet mine  børn, havde fyldt i min underbevidsthed, fandt jeg ud af.

Når man sidder der og skal remse den ene episode op efter den anden, med så mange detaljer som muligt, så genoplever man nærmest alle de voldsomme episoder igen. Og jeg kan da godt fortælle, at hvis jeg troede, at jeg kom på sygehuset for at få det bedre, så tog jeg da nok lige fejl! Hvis nogle kender til re-traumatisering, så ved I, hvad jeg taler om. I forvejen havde jeg rigtig mange flashbacks efter økse-episoden, jeg led af mareridt og sov stort set ikke. Jeg var inde i en periode, hvor jeg ikke levede, men overlevede, men det var endnu ikke gået op for mig. Jeg hutlede mig gennem dagene og ved i dag ikke hvordan jeg klarede det. Efter mit besøg på arbejdsmedicinsk fik jeg endnu flere mareridt, flashbacks og angstanfald, men derom senere.

Efter denne konsultation, skulle min sag op til konference på arbejdsmedicinsk og jeg ville blive ringet op med et svar. Det blev jeg. De havde givet mig diagnosen ptsd i svær grad og anbefalede mig hurtigst muligt at få en akut tid hos en psykiater. Jeg ringede til min læge og sagde, at de på OUH havde sagt, at jeg skulle bede om en akut tid hos en psykiater. Min læge var lige ved at grine. Det findes jo ikke, sagde hun. Der er ingen akuttider! Alle psykiatere har minimum et års ventetid! Men du er velkommen til at ringe rundt og se om du kan få en tid.

Nu er overskud jo ikke længere en af mine spidskompetencer, men jeg gjorde da mit bedste. Jeg har ikke tal på, hvor mange jeg ringede til. Et sted kunne jeg få en tid indenfor 3 måneder til en indledende samtale, og hvis de så vurderede at jeg havde brug for behandling , kunne jeg få en tid 2 år og 3 måneder efter. Det var desværre det hurtigste de kunne hjælpe med. Alle steder fik jeg det samme svar. Minimum 1 års ventetid. Det er altså ret frusterende, når man så læser på nettet at hurtig behandling er alfa og omega for at undgå, at sygdommen bliver kronisk og at man får organiske skader i hjernen. Der må maksimum gå 6 måneder inden behandlingen er i gang.

Jeg kom på venteliste flere steder og fik en tid et år senere, hos en psykiater i Fåborg, der havde speciale i PTSD. Og så måtte jeg jo bare vente og håbe at han fik et afbud. Det gjorde han desværre ikke. Jeg ventede et år og 2 måneder på at komme i behandling.

Når man som jeg, får sygedagpenge og har en pensionsordning, kan man være heldig at få en midlertidigt pension. Et tilskud til hvis man ikke kan opretholde den løn man havde, før man blev syg. Det er ikke noget man bliver rig af, men det gjorde da, at jeg kunne blive i huset. Og pludselig havde jeg lidt vind i sejlene! Jeg blev ringet op af min pensionskasse, der spurgte, om jeg var interesseret i at få en plads i et nyt projekt de havde? De havde allieret sig med Falck Health Care, for at få folk hurtigst muligt tilbage i arbejde. De tilbød simpelthen kvit og frit, at der kunne komme en psykiater hjem til mig og så kunne vi sammen finde ud af, hvad jeg skulle have af behandling. Det er da næsten som at vinde i lotto! Når man er enlig mor til 4, sidder i eget hus og er på sygedagpenge, har en træls sygdom, der kan blive kronisk, hvis ikke den behandles hurtigt, og ikke aner sine levende råd, så kommer sådan et opkald som sendt fra himlen! Det er nok ikke svært at gætte, at jeg straks sagde ja tak!

Kort tid efter kom psykiateren hjem til mig. Han var der i knap en time. Jeg kunne simpelthen ikke koncentrere mig mere. Jeg rykkede rundt på stolen, glemte hvad jeg var ved at sige og gabte så han må have følt sig meget lidt velkommen. Han sagde, at han havde fået svar på det han skulle have, så han ville ikke trætte mig yderligere. Da han kørte faldt jeg i søvn på sofaen og sov i 3 timer!

3 dage senere fik jeg et opkald fra Falck Health Care. En venlig dame fortalte at hun havde fået psykiaterens rapport. Yes! Tænkte jeg. Nu er det tid til behandling! Men nej! Hun ringede blot for at informere mig om, at jeg desværre var for syg til, at de kunne tilbyde mig behandling, men jeg var meget velkommen til, at vende tilbage, når jeg havde fået det bedre! Jeg nåede desværre ikke, at spørge den venlige dame om, hvordan jeg skulle få det bedre UDEN behandling. Men jeg må indrømme, at jeg stadig undrer mig.

Så var jeg atter overladt til det offentlige og jeg ventede pænt på det blev min tur. Ringede ind i mellem til div. Psykiatere og mindede dem om, at jeg jo kunne komme lige med det samme, hvis de fik et afbud, men der var aldrig noget afbud.

Mit besøg på arbejdsmedicinsk var en meget blandet oplevelse. De meldte min sag til Arbejdsskadestyrelsen både som en ulykkessag (økse-episoden) og som en erhvervssygdomssag, da de vurderede, at jeg også havde taget skade af, at arbejde under så pressede forhold, gennem så mange år. Man skal virkelig have en god kondi, hvis man skal danse med Arbejdsskadestyrelsen! For de sager kører endnu her 2 år og 9 måneder senere. Det var en stor hjælp, at jeg ikke selv skulle lave de anmeldelser.

At jeg så fik det meget, meget dårligere af at gennemgå de episoder, de havde brug for at høre om, er en anden sag. Jeg kan stadig ikke forstå, at der kommer et menneske på sygehuset, der faktisk er sygt. Man gennemgår nogle undersøgelser, der så gør en mere syg. Og så sender de en hjem, med den besked at man skal have en akut tid til behandling, velvidende at en sådan ikke findes. Det er da usmart! Både for mig personligt, men sørme da også set i forhold til samfundsøkonomien.

Jeg ringede tilbage til arbejdsmedicinsk klinik og sagde, at jeg havde fået det meget dårligere og at jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre. De var nødt til at henvise til egen læge, da de kun diagnosticerede og desværre ikke behandlede.

Og hvad skulle egen læge gøre? Hun kunne jo heller ikke fremtrylle en akut tid.

Jeg var fanget i et system, hvor ingen kunne hjælpe mig. Under normale omstændigheder havde jeg kæmpet, undersøgt og om nødvendigt taget til udlandet. Men jeg var i den grad sendt til tælling. Bare at stå op og sende mine børn i skole, trættede mig så meget, at jeg sov 3 timer bagefter. Jeg havde intet overskud. Enhver lille ubetydelig ting, krævede så meget energi af mig, at jeg oftest opgav på forhånd. Så jeg måtte bare vente på, at det blev min tur, mens jeg rent faktisk fik det dårligere og dårligere.

 

Om et liv, der ikke blev helt som forventet…

I juni måned 2013 fik jeg diagnosen PTSD. Post Traumatisk Stress Disorder.

Hold da op hvor ville jeg gerne have læst noget om hvordan man har det når man har PTSD! Hvad fremtidsperspektiverne er? Hvordan man klarer en hverdag? Der er mange spørgsmål der presser sig på når man pludselig bliver syg. Jeg ved jo af gode grunde kun, hvordan jeg selv har det. Det vil jeg gerne dele med dig, hvis du har lyst til at vide det.

 

For efterhånden mange år siden, havde jeg en masse tanker og planer om, hvordan jeg kunne tænke mig mit liv nogenlunde skulle være. Drømme, planer, ideer…. Mulighederne var mange og jeg havde gjort mig mine overvejelser.

Jeg synes selv, jeg hen ad vejen har gjort meget for at styre i den retning, jeg gerne ville. Fik den uddannelse jeg gerne ville have, boede nogenlunde hvor jeg gerne ville, med den mand jeg gerne ville. Fik de børn jeg gerne ville. Fik de jobs jeg gerne ville. Fik det firma jeg gerne ville. Hvis jeg havde haft muligheden for at se mit eget liv udefra, ville jeg nok have klappet mig selv på skulderen og sagt til mig selv, at det faktisk var fint! Det var i store træk, som jeg havde tænkt mig, dog med visse tilpasninger undervejs.

På et tidspunkt måtte jeg erkende, at manden jeg troede jeg skulle følges med resten af mit liv, ikke var den rette. Så jeg blev skilt efter ca 20 års samliv. Ikke noget grimt. Det foregik stille og roligt, og ungerne tog det nogenlunde. Livet gik videre uden de store omvæltninger.

Jeg havde et job jeg var rigtig glad for, som dog krævede rigtig meget af mig personligt. Når jeg mødte på arbejde, gik jeg ind i et “minefelt”. Jeg vidste aldrig rigtig hvornår en “mine” ville springe. Det var udfordrende, men med gode kolleger klarer man alligevel en del.

Jeg arbejdede som lærer på en specialskole. De elever der var på skolen, var elever, der var så udadreagerende, at de ikke kunne rummes i andre specialtilbud. Et typisk forløb var at eleverne først blev smidt ud af en eller flere folkeskoler, herefter blev de sendt i et specialtilbud og kunne de heller ikke rummes der, blev de sendt hen til min skole. Man kan vel sige at det var en “øretævernes holdeplads”. Det var børn og unge mennesker der havde det svært. De havde “ondt” i skolen, familien og livet generelt. Mange elever havde forskellige diagnoser. Nogle elever havde mere end en diagnose.

Så det skete jævnligt at man ramte en “landmine”. Man vidste aldrig rigtigt hvad man mødte ind til. Men jeg var glad for mit job, glad for mine meget dygtige kolleger og glad for mine elever. Også selvom det var et hårdt job. Vi fik et ulempe-tillæg. Vi jokede ofte med, at vi fik ca 1100 kr mere om måneden (før skat selvfølgelig)  end de andre lærere i kommunen fordi vi fik bank, når vi kom på arbejde. Og jeg vil mene, at jeg har taget min del af både verbale og fysiske tæv.

Vi havde særligt en elev, der havde det rigtig svært.  Rigtig mange elever og også mange af de voksne var bange for ham, fordi han var så voldsom og totalt utilregnelig. Den lokale glarmester der imod var meget glad for ham. På en “god” dag smadrede han for over 15.000 kr vinduer. Og det var ikke sjældent det skete.

Det var efterhånden ikke muligt at have ham på skolen mere, så han blev isoleret i et sommerhus, langt væk fra skolen. Og der blev han så mandsopdækket, altid af 2 voksne. Det gik da ikke problemløst. Man kan vel sige, at der var lidt flere “miner” i vores minefelt end i de andres minefelt på skolen. Men det gik da….

Og så skete det en dag, vi alle havde håbet IKKE ville ske. Han blev lige pludselig meget vred. Og desværre fik han fat i en økse og desværre var det en dag jeg var på arbejde. Jeg skal ikke komme nærmere ind på detaljerne, men det var den dag, jeg ikke havde haft med i mine planer, den gang for længe siden, hvor jeg lagde planer for min fremtid.

Jeg havde aldrig troet, at en dag kunne ændre mit liv så meget.

Det var en meget mærkelig dag. Min ene datter havde fødselsdag og jeg skulle skynde mig hjem og bage drømmekage. Sådan gik det ikke. Dagen blev forlænget med flere timer. Ledelsen skulle indkaldes, der skulle holdes møde, krisepsykologer skulle kontaktes, forældre osv.  Da jeg endelig kom hjem til fødselsdagsbarn og gæster der allerede sad rundt om bordet, måtte jeg jo bare lade som ingenting og holde fødselsdag. Forklarede lidt kort at det da godt nok havde været en anderledes dag, kyssede min datter på håret og beklagede forsinkelsen.

Jeg tror, det er den længste fødselsdag jeg nogensinde har holdt. Mit hovede rumlede hele tiden med dagens oplevelser. Jeg måtte bare skubbe det væk, så jeg kunne holde fødselsdag for min datter. Da gæsterne var taget hjem, ungerne puttet og jeg lå i min seng, troede jeg, at jeg ville gå ud som et lys! Jeg var SÅ træt.  Men hver gang jeg lukkede øjnene kom dagens oplevelser buldrende ind på nethinden. Uanset hvad jeg gjorde, blev de ved og ved. Det var ikke meget jeg fik sovet den nat.

Dagen efter måtte jeg ringe på skolen og melde mig syg, fordi jeg stort set ikke havde sovet.

Dagen efter igen, tog jeg på arbejde. Og var alene med eleven fordi min kollega var til krisepsykolog. min leder ville tage med mig, men jeg vidste at det nok ville give mere uro hvis pludselig skolelederen var med, så jeg tog alene afsted. Dagen gik, men alle mine alarmklokker var på overarbejde den dag. Senere kom jeg også til krisepsykolog og min kollega og jeg var afsted sammen også. Ugen efter blev jeg skubbet flere gange af den unge mand. Den ene gang så uheldigt, at jeg blev skubbet ned over en barnevogn han lige havde væltet. Det gik ud over min ryg, og jeg måtte en tur til lægen, hvor jeg også berettede om den skæbnesvangre dag med øksen. Jeg kan ikke huske så meget fra den tid. Det meste står i et tåget og uskarpt skær. Når min kollega og jeg kom på skolen stoppede vores kolleger os på gangen og spurgte om vi var ok. Vi kiggede lidt mærkeligt på dem og spurgte hvorfor. Det var selvfølgelig økseepisoden de spurgte ind til, men vi var allerede videre. Eller det vil sige, jeg troede, jeg var videre. Men hver gang jeg sad stille, dukkede episoden op igen og igen og det var rigtigt ubehageligt. Så hvad gjorde jeg? Ja, jeg rejste mig da op og holdt mig selv i gang, indtil jeg skulle i seng. Når så jeg kom i seng fortsatte det. Det var ikke meget jeg fik sovet i den tid. Og når jeg endelig sov, havde jeg så mange og så voldsomme mareridt, at jeg vågnede fuldstændig badet i sved, med et hjerte der kørte afsted med 120 km i timen.

Min ryg gjorde efterhånden så ondt, at jeg atter måtte til læge. Ud over en tur til kiropraktoren, fik jeg en henvisning til arbejdsmedicinsk klinik i Odense. De undersøgte mig ad flere omgange og gav mig diagnosen PTSD. Post Traumatisk Stress Disorder.

Jeg anede ikke, hvad det var, bortset fra at det er noget, der kan ramme soldater, der har været i krig. På nettet stod der ikke meget. Hvor ville jeg gerne have kunnet læse noget om, hvordan man kan have det når man har PTSD.

Derfor har jeg valgt at fortælle min historie på denne side. I små bidder. Når jeg orker.