Om at erfare at ventelister kan tage modet fra enhver.

Jeg havde været ved læge og fået en henvisning til arbejdsmedicinsk klinik, da jeg syntes mit arbejdsliv havde budt på mange udfordringer.  Senest havde jeg haft en oplevelse med en elev der var blevet rigtig, rigtig vred og desværre havde haft en økse. Det var ikke endt godt, bare for at sige det lidt kort.

De seneste ca 10 år havde jeg arbejdet på specialskoler, med børn der var udadreagerende, hvilket kort fortalt betyder, at når de bliver sure, kede af det eller på anden vis frustrerede, så kunne de finde på at slå, sparke, kaste med stole, tage kvælertag osv. Først havde jeg været på en kommunal heldagsskole i 5 år, herefter på en amtsskole, der jo så blev kommunal, da amterne blev nedlagt.

Jeg kan slet ikke tælle de gange jeg er blevet truet, råbt grimme ord af, skubbet, slået, spyttet på og hvad man ellers bliver udsat for i den danske skole. Og det værste af det hele var nok, at det var blevet hverdag. Det var en del af jobbet. Vi havde supervision som en del af arbejdet, og jeg synes, vi brugte det godt. Der var altid nok at tage fat på. Ud over det, havde jeg nogle fantastiske kolleger. De var dygtige, kompetente og vi var alle glade for vores arbejde. Vi var gode til at tage hånd om hinanden og jeg følte mig tryg ved at tale med dem om alting, også om de tunge arbejdsmæssige ting vi tumlede med.

Trods det kunne jeg godt mærke, at mit arbejdsliv havde været hårdt ved mig. Især den sidste episode med øksen, som klart også havde været den værste!

Heldigvis var der ikke lang ventetid på arbejdsmedicinsk klinik. Hurtigt dumpede et brev med en tid ned i min postkasse og jeg tog afsted med den forventning, at de kunne gennemskue om jeg bare var inde i en dårlig periode efter det overfald eller om det måske var mit arbejde, der havde været hårdere ved mig, end jeg selv troede. “When the going gets tough, the tough get going” som vi sagde på arbejdet, når en elev flegnede. At være på arbejde kunne af og til mere sammenlignes med at være ansat ved politiet end at være lærer. Bare uden de samme hjælpemidler som peberspray, stav, tjenestevåben osv. Vi havde kun vores pædagogiske værktøjskasse at gribe ned i og den blev flittigt brugt.

Det første besøg på OUH tog næsten 3 timer. Jeg skulle berette om mit arbejdsliv, om konflikter, om arbejdsopgaver, om kolleger og om ledelsen. Mit hovede snurrede helt rundt. Jeg fik nogle spørgeskemaet med hjem, der skulle udfyldes og afleveres næste gang. Jeg var træt og svimmel og burde nok ikke have kørt hjem.

Næste konsultation var af samme kaliber. Jeg skulle som “hjemmeopgave” , komme i tanke om så mange voldsomme episoder, jeg havde været udsat for som muligt. Og det viste sig at være en del. Ca 15 større overfald, hvor jeg rent faktisk havde følt mig meget truet, og hvor jeg var blevet slået, skubbet, råbt af og truet med at blive slået ihjel. Ofte havde jeg været alene i de situationer. Især de gange hvor eleven også havde truet mine  børn, havde fyldt i min underbevidsthed, fandt jeg ud af.

Når man sidder der og skal remse den ene episode op efter den anden, med så mange detaljer som muligt, så genoplever man nærmest alle de voldsomme episoder igen. Og jeg kan da godt fortælle, at hvis jeg troede, at jeg kom på sygehuset for at få det bedre, så tog jeg da nok lige fejl! Hvis nogle kender til re-traumatisering, så ved I, hvad jeg taler om. I forvejen havde jeg rigtig mange flashbacks efter økse-episoden, jeg led af mareridt og sov stort set ikke. Jeg var inde i en periode, hvor jeg ikke levede, men overlevede, men det var endnu ikke gået op for mig. Jeg hutlede mig gennem dagene og ved i dag ikke hvordan jeg klarede det. Efter mit besøg på arbejdsmedicinsk fik jeg endnu flere mareridt, flashbacks og angstanfald, men derom senere.

Efter denne konsultation, skulle min sag op til konference på arbejdsmedicinsk og jeg ville blive ringet op med et svar. Det blev jeg. De havde givet mig diagnosen ptsd i svær grad og anbefalede mig hurtigst muligt at få en akut tid hos en psykiater. Jeg ringede til min læge og sagde, at de på OUH havde sagt, at jeg skulle bede om en akut tid hos en psykiater. Min læge var lige ved at grine. Det findes jo ikke, sagde hun. Der er ingen akuttider! Alle psykiatere har minimum et års ventetid! Men du er velkommen til at ringe rundt og se om du kan få en tid.

Nu er overskud jo ikke længere en af mine spidskompetencer, men jeg gjorde da mit bedste. Jeg har ikke tal på, hvor mange jeg ringede til. Et sted kunne jeg få en tid indenfor 3 måneder til en indledende samtale, og hvis de så vurderede at jeg havde brug for behandling , kunne jeg få en tid 2 år og 3 måneder efter. Det var desværre det hurtigste de kunne hjælpe med. Alle steder fik jeg det samme svar. Minimum 1 års ventetid. Det er altså ret frusterende, når man så læser på nettet at hurtig behandling er alfa og omega for at undgå, at sygdommen bliver kronisk og at man får organiske skader i hjernen. Der må maksimum gå 6 måneder inden behandlingen er i gang.

Jeg kom på venteliste flere steder og fik en tid et år senere, hos en psykiater i Fåborg, der havde speciale i PTSD. Og så måtte jeg jo bare vente og håbe at han fik et afbud. Det gjorde han desværre ikke. Jeg ventede et år og 2 måneder på at komme i behandling.

Når man som jeg, får sygedagpenge og har en pensionsordning, kan man være heldig at få en midlertidigt pension. Et tilskud til hvis man ikke kan opretholde den løn man havde, før man blev syg. Det er ikke noget man bliver rig af, men det gjorde da, at jeg kunne blive i huset. Og pludselig havde jeg lidt vind i sejlene! Jeg blev ringet op af min pensionskasse, der spurgte, om jeg var interesseret i at få en plads i et nyt projekt de havde? De havde allieret sig med Falck Health Care, for at få folk hurtigst muligt tilbage i arbejde. De tilbød simpelthen kvit og frit, at der kunne komme en psykiater hjem til mig og så kunne vi sammen finde ud af, hvad jeg skulle have af behandling. Det er da næsten som at vinde i lotto! Når man er enlig mor til 4, sidder i eget hus og er på sygedagpenge, har en træls sygdom, der kan blive kronisk, hvis ikke den behandles hurtigt, og ikke aner sine levende råd, så kommer sådan et opkald som sendt fra himlen! Det er nok ikke svært at gætte, at jeg straks sagde ja tak!

Kort tid efter kom psykiateren hjem til mig. Han var der i knap en time. Jeg kunne simpelthen ikke koncentrere mig mere. Jeg rykkede rundt på stolen, glemte hvad jeg var ved at sige og gabte så han må have følt sig meget lidt velkommen. Han sagde, at han havde fået svar på det han skulle have, så han ville ikke trætte mig yderligere. Da han kørte faldt jeg i søvn på sofaen og sov i 3 timer!

3 dage senere fik jeg et opkald fra Falck Health Care. En venlig dame fortalte at hun havde fået psykiaterens rapport. Yes! Tænkte jeg. Nu er det tid til behandling! Men nej! Hun ringede blot for at informere mig om, at jeg desværre var for syg til, at de kunne tilbyde mig behandling, men jeg var meget velkommen til, at vende tilbage, når jeg havde fået det bedre! Jeg nåede desværre ikke, at spørge den venlige dame om, hvordan jeg skulle få det bedre UDEN behandling. Men jeg må indrømme, at jeg stadig undrer mig.

Så var jeg atter overladt til det offentlige og jeg ventede pænt på det blev min tur. Ringede ind i mellem til div. Psykiatere og mindede dem om, at jeg jo kunne komme lige med det samme, hvis de fik et afbud, men der var aldrig noget afbud.

Mit besøg på arbejdsmedicinsk var en meget blandet oplevelse. De meldte min sag til Arbejdsskadestyrelsen både som en ulykkessag (økse-episoden) og som en erhvervssygdomssag, da de vurderede, at jeg også havde taget skade af, at arbejde under så pressede forhold, gennem så mange år. Man skal virkelig have en god kondi, hvis man skal danse med Arbejdsskadestyrelsen! For de sager kører endnu her 2 år og 9 måneder senere. Det var en stor hjælp, at jeg ikke selv skulle lave de anmeldelser.

At jeg så fik det meget, meget dårligere af at gennemgå de episoder, de havde brug for at høre om, er en anden sag. Jeg kan stadig ikke forstå, at der kommer et menneske på sygehuset, der faktisk er sygt. Man gennemgår nogle undersøgelser, der så gør en mere syg. Og så sender de en hjem, med den besked at man skal have en akut tid til behandling, velvidende at en sådan ikke findes. Det er da usmart! Både for mig personligt, men sørme da også set i forhold til samfundsøkonomien.

Jeg ringede tilbage til arbejdsmedicinsk klinik og sagde, at jeg havde fået det meget dårligere og at jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre. De var nødt til at henvise til egen læge, da de kun diagnosticerede og desværre ikke behandlede.

Og hvad skulle egen læge gøre? Hun kunne jo heller ikke fremtrylle en akut tid.

Jeg var fanget i et system, hvor ingen kunne hjælpe mig. Under normale omstændigheder havde jeg kæmpet, undersøgt og om nødvendigt taget til udlandet. Men jeg var i den grad sendt til tælling. Bare at stå op og sende mine børn i skole, trættede mig så meget, at jeg sov 3 timer bagefter. Jeg havde intet overskud. Enhver lille ubetydelig ting, krævede så meget energi af mig, at jeg oftest opgav på forhånd. Så jeg måtte bare vente på, at det blev min tur, mens jeg rent faktisk fik det dårligere og dårligere.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *