Når angsten får magten.

Angstanfald må være noget en vis mand har skabt. Det er heldigvis ufarligt, men virkelig ubehageligt!

Jeg har aldrig tidligere forstået, hvad der skete inde i hovedet på folk, der fik angstanfald. Det ved jeg så nu. Desværre!

Jeg kan stadig huske, første gang jeg fik et angstanfald. Det var inde i et supermarked. Jeg var inde for at handle og pludselig begyndte mit hjerte at køre alt for hurtigt. Jeg mødte en tidligere forældre, og måtte kæmpe for at hilse pænt. Jeg holdt krampagtigt fast om indkøbsvognen og begyndte at kigge efter et sted, hvor jeg kunne lægge mig ned, da jeg var helt sikker på, at jeg ville besvime om et meget kort øjeblik. Det skete heldigvis ikke. Jeg kunne hverken tænke eller tale. Jeg svedte og tænkte kun på, hvordan jeg kunne komme ud i en fart. Det endte med, at jeg forlod min indkøbsvogn og nærmest flygtede ud i bilen.

Det er endnu ikke lykkedes mig at finde ud af, hvad der udløser disse lede anfald. Men det er vel unødvendigt at sige, at de, lige som regninger, altid kommer ubelejligt!

Der er steder og situationer jeg bevidst undgår, da jeg af erfaring ved, at det sansynligvis udløser angstanfald. Og hvem banker med vilje hovedet ind i en væg? Jeg gør ikke.

Alle steder med mange mennesker, kan for mig være potentielle udløsere af angst-anfald. Derfor undgår jeg helst steder med mange mennesker. Jeg trækker altid vejret dybt, inden jeg går ind steder hvor der er mange mennesker. En underviser sagde en gang til mig, at jeg bare skulle tage det roligt, når jeg kunne mærke et anfald kom buldrende. Det er altså lettere sagt end gjort. Jeg forsøger at tale beroligende til mig selv. Sige det nok skal gå, at det kun er inde i mit hoved det her foregår, men det lykkes altså ikke altid. Febrilsk prøver jeg at tørre mine svedige hænder af i bukserne, få styr på mit åndedræt, leder efter et sted hvor jeg kan ligge, hvis jeg virkelig skulle besvime. Nogle gange finder jeg et “ensomt” sted, fx inde i en butik, hvor der ikke er andre. Der bliver jeg så stående indtil jeg har styr på mig selv igen. Det er ikke altid det sker. Hvis jeg på et tidspunkt må opgive, må jeg bare ud i en fart. Hvis jeg går hjemme og kan mærke at “det er en af de dage” og jeg bare skal have købt ind, sender jeg en sms til min mand, så køber han ind, på vej hjem fra arbejde. Jeg ved ikke, om jeg er en kryster fordi jeg helst undgår de situationer? Men der hvor jeg er i mit liv lige nu, er det ok for mig at være en kryster. Jeg må vælge mig mine kampe. Tænker i bund og grund at jeg har nok at kæmpe med og magter ikke for mange situationer hvor jeg er ude af kontrol.

Nogle vil påstå, at jeg så lader angsten få magten! og det gør jeg jo også. Men det må jeg leve med, indtil jeg orker at tage kampen op. Lige nu har jeg andre og vigtigere kampe at kæmpe!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *