Om at erfare at ventelister kan tage modet fra enhver.

Jeg havde været ved læge og fået en henvisning til arbejdsmedicinsk klinik, da jeg syntes mit arbejdsliv havde budt på mange udfordringer.  Senest havde jeg haft en oplevelse med en elev der var blevet rigtig, rigtig vred og desværre havde haft en økse. Det var ikke endt godt, bare for at sige det lidt kort.

De seneste ca 10 år havde jeg arbejdet på specialskoler, med børn der var udadreagerende, hvilket kort fortalt betyder, at når de bliver sure, kede af det eller på anden vis frustrerede, så kunne de finde på at slå, sparke, kaste med stole, tage kvælertag osv. Først havde jeg været på en kommunal heldagsskole i 5 år, herefter på en amtsskole, der jo så blev kommunal, da amterne blev nedlagt.

Jeg kan slet ikke tælle de gange jeg er blevet truet, råbt grimme ord af, skubbet, slået, spyttet på og hvad man ellers bliver udsat for i den danske skole. Og det værste af det hele var nok, at det var blevet hverdag. Det var en del af jobbet. Vi havde supervision som en del af arbejdet, og jeg synes, vi brugte det godt. Der var altid nok at tage fat på. Ud over det, havde jeg nogle fantastiske kolleger. De var dygtige, kompetente og vi var alle glade for vores arbejde. Vi var gode til at tage hånd om hinanden og jeg følte mig tryg ved at tale med dem om alting, også om de tunge arbejdsmæssige ting vi tumlede med.

Trods det kunne jeg godt mærke, at mit arbejdsliv havde været hårdt ved mig. Især den sidste episode med øksen, som klart også havde været den værste!

Heldigvis var der ikke lang ventetid på arbejdsmedicinsk klinik. Hurtigt dumpede et brev med en tid ned i min postkasse og jeg tog afsted med den forventning, at de kunne gennemskue om jeg bare var inde i en dårlig periode efter det overfald eller om det måske var mit arbejde, der havde været hårdere ved mig, end jeg selv troede. “When the going gets tough, the tough get going” som vi sagde på arbejdet, når en elev flegnede. At være på arbejde kunne af og til mere sammenlignes med at være ansat ved politiet end at være lærer. Bare uden de samme hjælpemidler som peberspray, stav, tjenestevåben osv. Vi havde kun vores pædagogiske værktøjskasse at gribe ned i og den blev flittigt brugt.

Det første besøg på OUH tog næsten 3 timer. Jeg skulle berette om mit arbejdsliv, om konflikter, om arbejdsopgaver, om kolleger og om ledelsen. Mit hovede snurrede helt rundt. Jeg fik nogle spørgeskemaet med hjem, der skulle udfyldes og afleveres næste gang. Jeg var træt og svimmel og burde nok ikke have kørt hjem.

Næste konsultation var af samme kaliber. Jeg skulle som “hjemmeopgave” , komme i tanke om så mange voldsomme episoder, jeg havde været udsat for som muligt. Og det viste sig at være en del. Ca 15 større overfald, hvor jeg rent faktisk havde følt mig meget truet, og hvor jeg var blevet slået, skubbet, råbt af og truet med at blive slået ihjel. Ofte havde jeg været alene i de situationer. Især de gange hvor eleven også havde truet mine  børn, havde fyldt i min underbevidsthed, fandt jeg ud af.

Når man sidder der og skal remse den ene episode op efter den anden, med så mange detaljer som muligt, så genoplever man nærmest alle de voldsomme episoder igen. Og jeg kan da godt fortælle, at hvis jeg troede, at jeg kom på sygehuset for at få det bedre, så tog jeg da nok lige fejl! Hvis nogle kender til re-traumatisering, så ved I, hvad jeg taler om. I forvejen havde jeg rigtig mange flashbacks efter økse-episoden, jeg led af mareridt og sov stort set ikke. Jeg var inde i en periode, hvor jeg ikke levede, men overlevede, men det var endnu ikke gået op for mig. Jeg hutlede mig gennem dagene og ved i dag ikke hvordan jeg klarede det. Efter mit besøg på arbejdsmedicinsk fik jeg endnu flere mareridt, flashbacks og angstanfald, men derom senere.

Efter denne konsultation, skulle min sag op til konference på arbejdsmedicinsk og jeg ville blive ringet op med et svar. Det blev jeg. De havde givet mig diagnosen ptsd i svær grad og anbefalede mig hurtigst muligt at få en akut tid hos en psykiater. Jeg ringede til min læge og sagde, at de på OUH havde sagt, at jeg skulle bede om en akut tid hos en psykiater. Min læge var lige ved at grine. Det findes jo ikke, sagde hun. Der er ingen akuttider! Alle psykiatere har minimum et års ventetid! Men du er velkommen til at ringe rundt og se om du kan få en tid.

Nu er overskud jo ikke længere en af mine spidskompetencer, men jeg gjorde da mit bedste. Jeg har ikke tal på, hvor mange jeg ringede til. Et sted kunne jeg få en tid indenfor 3 måneder til en indledende samtale, og hvis de så vurderede at jeg havde brug for behandling , kunne jeg få en tid 2 år og 3 måneder efter. Det var desværre det hurtigste de kunne hjælpe med. Alle steder fik jeg det samme svar. Minimum 1 års ventetid. Det er altså ret frusterende, når man så læser på nettet at hurtig behandling er alfa og omega for at undgå, at sygdommen bliver kronisk og at man får organiske skader i hjernen. Der må maksimum gå 6 måneder inden behandlingen er i gang.

Jeg kom på venteliste flere steder og fik en tid et år senere, hos en psykiater i Fåborg, der havde speciale i PTSD. Og så måtte jeg jo bare vente og håbe at han fik et afbud. Det gjorde han desværre ikke. Jeg ventede et år og 2 måneder på at komme i behandling.

Når man som jeg, får sygedagpenge og har en pensionsordning, kan man være heldig at få en midlertidigt pension. Et tilskud til hvis man ikke kan opretholde den løn man havde, før man blev syg. Det er ikke noget man bliver rig af, men det gjorde da, at jeg kunne blive i huset. Og pludselig havde jeg lidt vind i sejlene! Jeg blev ringet op af min pensionskasse, der spurgte, om jeg var interesseret i at få en plads i et nyt projekt de havde? De havde allieret sig med Falck Health Care, for at få folk hurtigst muligt tilbage i arbejde. De tilbød simpelthen kvit og frit, at der kunne komme en psykiater hjem til mig og så kunne vi sammen finde ud af, hvad jeg skulle have af behandling. Det er da næsten som at vinde i lotto! Når man er enlig mor til 4, sidder i eget hus og er på sygedagpenge, har en træls sygdom, der kan blive kronisk, hvis ikke den behandles hurtigt, og ikke aner sine levende råd, så kommer sådan et opkald som sendt fra himlen! Det er nok ikke svært at gætte, at jeg straks sagde ja tak!

Kort tid efter kom psykiateren hjem til mig. Han var der i knap en time. Jeg kunne simpelthen ikke koncentrere mig mere. Jeg rykkede rundt på stolen, glemte hvad jeg var ved at sige og gabte så han må have følt sig meget lidt velkommen. Han sagde, at han havde fået svar på det han skulle have, så han ville ikke trætte mig yderligere. Da han kørte faldt jeg i søvn på sofaen og sov i 3 timer!

3 dage senere fik jeg et opkald fra Falck Health Care. En venlig dame fortalte at hun havde fået psykiaterens rapport. Yes! Tænkte jeg. Nu er det tid til behandling! Men nej! Hun ringede blot for at informere mig om, at jeg desværre var for syg til, at de kunne tilbyde mig behandling, men jeg var meget velkommen til, at vende tilbage, når jeg havde fået det bedre! Jeg nåede desværre ikke, at spørge den venlige dame om, hvordan jeg skulle få det bedre UDEN behandling. Men jeg må indrømme, at jeg stadig undrer mig.

Så var jeg atter overladt til det offentlige og jeg ventede pænt på det blev min tur. Ringede ind i mellem til div. Psykiatere og mindede dem om, at jeg jo kunne komme lige med det samme, hvis de fik et afbud, men der var aldrig noget afbud.

Mit besøg på arbejdsmedicinsk var en meget blandet oplevelse. De meldte min sag til Arbejdsskadestyrelsen både som en ulykkessag (økse-episoden) og som en erhvervssygdomssag, da de vurderede, at jeg også havde taget skade af, at arbejde under så pressede forhold, gennem så mange år. Man skal virkelig have en god kondi, hvis man skal danse med Arbejdsskadestyrelsen! For de sager kører endnu her 2 år og 9 måneder senere. Det var en stor hjælp, at jeg ikke selv skulle lave de anmeldelser.

At jeg så fik det meget, meget dårligere af at gennemgå de episoder, de havde brug for at høre om, er en anden sag. Jeg kan stadig ikke forstå, at der kommer et menneske på sygehuset, der faktisk er sygt. Man gennemgår nogle undersøgelser, der så gør en mere syg. Og så sender de en hjem, med den besked at man skal have en akut tid til behandling, velvidende at en sådan ikke findes. Det er da usmart! Både for mig personligt, men sørme da også set i forhold til samfundsøkonomien.

Jeg ringede tilbage til arbejdsmedicinsk klinik og sagde, at jeg havde fået det meget dårligere og at jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre. De var nødt til at henvise til egen læge, da de kun diagnosticerede og desværre ikke behandlede.

Og hvad skulle egen læge gøre? Hun kunne jo heller ikke fremtrylle en akut tid.

Jeg var fanget i et system, hvor ingen kunne hjælpe mig. Under normale omstændigheder havde jeg kæmpet, undersøgt og om nødvendigt taget til udlandet. Men jeg var i den grad sendt til tælling. Bare at stå op og sende mine børn i skole, trættede mig så meget, at jeg sov 3 timer bagefter. Jeg havde intet overskud. Enhver lille ubetydelig ting, krævede så meget energi af mig, at jeg oftest opgav på forhånd. Så jeg måtte bare vente på, at det blev min tur, mens jeg rent faktisk fik det dårligere og dårligere.

 

Om et liv, der ikke blev helt som forventet…

I juni måned 2013 fik jeg diagnosen PTSD. Post Traumatisk Stress Disorder.

Hold da op hvor ville jeg gerne have læst noget om hvordan man har det når man har PTSD! Hvad fremtidsperspektiverne er? Hvordan man klarer en hverdag? Der er mange spørgsmål der presser sig på når man pludselig bliver syg. Jeg ved jo af gode grunde kun, hvordan jeg selv har det. Det vil jeg gerne dele med dig, hvis du har lyst til at vide det.

 

For efterhånden mange år siden, havde jeg en masse tanker og planer om, hvordan jeg kunne tænke mig mit liv nogenlunde skulle være. Drømme, planer, ideer…. Mulighederne var mange og jeg havde gjort mig mine overvejelser.

Jeg synes selv, jeg hen ad vejen har gjort meget for at styre i den retning, jeg gerne ville. Fik den uddannelse jeg gerne ville have, boede nogenlunde hvor jeg gerne ville, med den mand jeg gerne ville. Fik de børn jeg gerne ville. Fik de jobs jeg gerne ville. Fik det firma jeg gerne ville. Hvis jeg havde haft muligheden for at se mit eget liv udefra, ville jeg nok have klappet mig selv på skulderen og sagt til mig selv, at det faktisk var fint! Det var i store træk, som jeg havde tænkt mig, dog med visse tilpasninger undervejs.

På et tidspunkt måtte jeg erkende, at manden jeg troede jeg skulle følges med resten af mit liv, ikke var den rette. Så jeg blev skilt efter ca 20 års samliv. Ikke noget grimt. Det foregik stille og roligt, og ungerne tog det nogenlunde. Livet gik videre uden de store omvæltninger.

Jeg havde et job jeg var rigtig glad for, som dog krævede rigtig meget af mig personligt. Når jeg mødte på arbejde, gik jeg ind i et “minefelt”. Jeg vidste aldrig rigtig hvornår en “mine” ville springe. Det var udfordrende, men med gode kolleger klarer man alligevel en del.

Jeg arbejdede som lærer på en specialskole. De elever der var på skolen, var elever, der var så udadreagerende, at de ikke kunne rummes i andre specialtilbud. Et typisk forløb var at eleverne først blev smidt ud af en eller flere folkeskoler, herefter blev de sendt i et specialtilbud og kunne de heller ikke rummes der, blev de sendt hen til min skole. Man kan vel sige at det var en “øretævernes holdeplads”. Det var børn og unge mennesker der havde det svært. De havde “ondt” i skolen, familien og livet generelt. Mange elever havde forskellige diagnoser. Nogle elever havde mere end en diagnose.

Så det skete jævnligt at man ramte en “landmine”. Man vidste aldrig rigtigt hvad man mødte ind til. Men jeg var glad for mit job, glad for mine meget dygtige kolleger og glad for mine elever. Også selvom det var et hårdt job. Vi fik et ulempe-tillæg. Vi jokede ofte med, at vi fik ca 1100 kr mere om måneden (før skat selvfølgelig)  end de andre lærere i kommunen fordi vi fik bank, når vi kom på arbejde. Og jeg vil mene, at jeg har taget min del af både verbale og fysiske tæv.

Vi havde særligt en elev, der havde det rigtig svært.  Rigtig mange elever og også mange af de voksne var bange for ham, fordi han var så voldsom og totalt utilregnelig. Den lokale glarmester der imod var meget glad for ham. På en “god” dag smadrede han for over 15.000 kr vinduer. Og det var ikke sjældent det skete.

Det var efterhånden ikke muligt at have ham på skolen mere, så han blev isoleret i et sommerhus, langt væk fra skolen. Og der blev han så mandsopdækket, altid af 2 voksne. Det gik da ikke problemløst. Man kan vel sige, at der var lidt flere “miner” i vores minefelt end i de andres minefelt på skolen. Men det gik da….

Og så skete det en dag, vi alle havde håbet IKKE ville ske. Han blev lige pludselig meget vred. Og desværre fik han fat i en økse og desværre var det en dag jeg var på arbejde. Jeg skal ikke komme nærmere ind på detaljerne, men det var den dag, jeg ikke havde haft med i mine planer, den gang for længe siden, hvor jeg lagde planer for min fremtid.

Jeg havde aldrig troet, at en dag kunne ændre mit liv så meget.

Det var en meget mærkelig dag. Min ene datter havde fødselsdag og jeg skulle skynde mig hjem og bage drømmekage. Sådan gik det ikke. Dagen blev forlænget med flere timer. Ledelsen skulle indkaldes, der skulle holdes møde, krisepsykologer skulle kontaktes, forældre osv.  Da jeg endelig kom hjem til fødselsdagsbarn og gæster der allerede sad rundt om bordet, måtte jeg jo bare lade som ingenting og holde fødselsdag. Forklarede lidt kort at det da godt nok havde været en anderledes dag, kyssede min datter på håret og beklagede forsinkelsen.

Jeg tror, det er den længste fødselsdag jeg nogensinde har holdt. Mit hovede rumlede hele tiden med dagens oplevelser. Jeg måtte bare skubbe det væk, så jeg kunne holde fødselsdag for min datter. Da gæsterne var taget hjem, ungerne puttet og jeg lå i min seng, troede jeg, at jeg ville gå ud som et lys! Jeg var SÅ træt.  Men hver gang jeg lukkede øjnene kom dagens oplevelser buldrende ind på nethinden. Uanset hvad jeg gjorde, blev de ved og ved. Det var ikke meget jeg fik sovet den nat.

Dagen efter måtte jeg ringe på skolen og melde mig syg, fordi jeg stort set ikke havde sovet.

Dagen efter igen, tog jeg på arbejde. Og var alene med eleven fordi min kollega var til krisepsykolog. min leder ville tage med mig, men jeg vidste at det nok ville give mere uro hvis pludselig skolelederen var med, så jeg tog alene afsted. Dagen gik, men alle mine alarmklokker var på overarbejde den dag. Senere kom jeg også til krisepsykolog og min kollega og jeg var afsted sammen også. Ugen efter blev jeg skubbet flere gange af den unge mand. Den ene gang så uheldigt, at jeg blev skubbet ned over en barnevogn han lige havde væltet. Det gik ud over min ryg, og jeg måtte en tur til lægen, hvor jeg også berettede om den skæbnesvangre dag med øksen. Jeg kan ikke huske så meget fra den tid. Det meste står i et tåget og uskarpt skær. Når min kollega og jeg kom på skolen stoppede vores kolleger os på gangen og spurgte om vi var ok. Vi kiggede lidt mærkeligt på dem og spurgte hvorfor. Det var selvfølgelig økseepisoden de spurgte ind til, men vi var allerede videre. Eller det vil sige, jeg troede, jeg var videre. Men hver gang jeg sad stille, dukkede episoden op igen og igen og det var rigtigt ubehageligt. Så hvad gjorde jeg? Ja, jeg rejste mig da op og holdt mig selv i gang, indtil jeg skulle i seng. Når så jeg kom i seng fortsatte det. Det var ikke meget jeg fik sovet i den tid. Og når jeg endelig sov, havde jeg så mange og så voldsomme mareridt, at jeg vågnede fuldstændig badet i sved, med et hjerte der kørte afsted med 120 km i timen.

Min ryg gjorde efterhånden så ondt, at jeg atter måtte til læge. Ud over en tur til kiropraktoren, fik jeg en henvisning til arbejdsmedicinsk klinik i Odense. De undersøgte mig ad flere omgange og gav mig diagnosen PTSD. Post Traumatisk Stress Disorder.

Jeg anede ikke, hvad det var, bortset fra at det er noget, der kan ramme soldater, der har været i krig. På nettet stod der ikke meget. Hvor ville jeg gerne have kunnet læse noget om, hvordan man kan have det når man har PTSD.

Derfor har jeg valgt at fortælle min historie på denne side. I små bidder. Når jeg orker.